Derfor er vi faddere

En familie fortæller, hvorfor de har valgt at være faddere.

”Vi ved, vi gør en forskel for Louis – og vi får samtidigt meget ud af det som familie,” fortæller fadderne Leila og Arne fra Smørum, der inddrager deres drenge i projektet.

”Vi gik ind i det uden de store forventninger, men da vi så fik billedet sammen med det første brev, blev det pludselig meget virkeligt”, fortæller Leila, der sammen med resten af sin familie er SOS-fadder for Louis fra Burundi. Leila, Arne, Markus på seks og Tobias på fire bor i Smørum og har været faddere for Louis i godt og vel et år.

Hvorfor blev I faddere?
Arne: ”Før vi var faddere, gav vi penge til indsamlinger og sådan noget. Vi gik i et par år og talte om at blive faddere, og et vennepar var også blevet det. En dag i Smørum Centret mødte vi så nogle fra SOS-Børnebyerne, der gav os en brochure i hånden, og så blev det lige pludselig meget konkret – og så kunne vi godt lide tanken, at det kunne blive et familieprojekt”.

”Vi gør det her som et fællesprojekt, og drengene er virkeligt interesserede i, hvordan Louis har det”.

Leila: ”Vi ville gerne gøre noget godt for nogen – og det var dejligt, at det var for et barn, så det kunne blive et projekt, vi alle fire kunne være med i”.

Hvorfor blev I faddere til en dreng i Burundi?
Leila: ”Vi ville ikke selv afgøre, i hvilket land vi skulle være faddere. Det lod vi være op til SOS, der meget bedre vidste, hvor der var mest brug for hjælp. Men vi blev virkeligt glade, da vi åbnede brevet for godt et år siden. Vi var rigtig spændte! Vi sad alle sammen inde på stuegulvet og åbnede kuverten, og bagefter hen og kigge i atlasset, for at se hvor Burundi lå i Afrika – det vidste vi ikke helt”, griner Leila.

”Vi var glade for, at det blev en dreng, der ikke var så gammel. Så kan vores drenge måske bedre identificere sig med ham – og Tobias, der er et par måneder ældre end Louis, er blevet en slags storebror – det synes han er meget stort. Så vi har bestemt alle sammen fået noget ud af det.”

Har I haft kontakt til Louis?
Leila: ”Vi har sendt et enkelt brev ned til ham, hvor vi skrev, hvem vi var, og hvor drengene også skrev, hvad de kunne lide at lave. Drengene var virkeligt involverede”.

Markus: ”Jeg tænker nogle gange på, hvordan han har det. I brevet fortalte jeg om, hvad der er min livret, og hvad jeg godt kunne lide at lege. Så lagde jeg også nogle klistermærker ned i konvolutten”.

Arne: ”Både børnene og os får meget ud af det. Måske er det vigtigt for Louis at vide, at der sidder nogen langt væk og tænker på ham. Men for os er det også vigtigt at vide, at der sidder en dreng i Afrika og måske tænker på os”.

Hvad får I ud af det?
Arne: ”Bare det, at vi har kontakt til et barn i Afrika, giver en masse. Det kunne også være fedt, hvis han en dag blev nysgerrig efter at vide, hvem vi er. Men det skal være helt på hans præmisser og i hans eget tempo, hvis han overhovedet får lyst”.

Minimum to gange om året modtager faddere nyt fra børnebyen, hvor de holdes orienteret om livets gang, samt hvordan det går med deres fadderbarn. Det er frivilligt, om man vil have personlig kontakt med sit fadderbarn, ligesom det også er frivilligt for fadderbarnet at svare. Særligt for mindre børn er det ofte en SOS-mor eller en fra det administrative personale, der hjælper børnene med at svare evt. breve fra fadderne.

Læs mere om det at være fadder

For under 7 kr. om dagen kan du gi’ et forældreløst barn som Louis et hjem, en familie og en tryg barndom. Som fadder i SOS-Børnebyerne giver du forladte og forældreløse børn en ny chance for en god fremtid.