Derfor er vi faddere
Rikke og Jakob er sammen med deres børn fadder for to piger i Sydamerika, og det er de glade for. Så glade, at de rent faktisk har mødt deres fadderbørn under en rundrejse i Sydamerika.
Undervejs på deres rejse besøgte de flere SOS-børnebyer og de har oplevet, hvordan børnene har det på nærmeste hold.
I dag fortæller Rikke og Jakob gerne om deres oplevelser til andre, der kunne tænke sig at blive faddere.
"Målet for os var at opleve, hvordan børn i SOS-børnebyer har det og for alvor forstå, hvorledes støttekroner bliver omsat til handling. Og her er der ingen tvivl om, at SOS Børnebyerne gør det rigtig godt. Her bliver ikke fråset med pengene, men ingen mangler noget."
Hvorfor er I blevet faddere?
"Vi blev faddere af to årsager. For det første ville vi gerne være med til at hjælpe børn, der ikke har lige så gode vilkår som vores egne. For det andet ville vi gerne skabe en kontakt mellem vores børn og børn ude i verden, så de kan lære af hinanden."
Familien på besøg i SOS-børnebyen Mar del Plata Argentina
Hvad får I ud at jeres fadderskab?
"Vi har besøgt de to børn, vi er faddere for, i Sydamerika. Det har betydet, at hele vores lille familie har fået stor indsigt i den verden, og hverdag de har. Vores børn har skabt en kontakt, som jeg tror og håber, de vil holde fast i."
Hvorfor valgte I SOS-Børnebyerne?
"Vi havde hørt om SOS-Børnebyerne gennem én i familien og tog derfor kontakten. Vi har været tilfredse med, hvordan midlerne bliver omsat ude i børnebyerne, og det er imponerende, hvor langt man kan komme for så lidt."